Home » Madinspiration » Tag på madjagt i naturen og få en sanselig oplevelse
Madjagt

Tag på madjagt i naturen og få en sanselig oplevelse

Foto: Unsplash.com
avatar

Jeppe Pilgaard

Biolog og projektleder, Nationalpark Thy.

Når biolog Jeppe Pilgaard fra Nationalpark Thy går på madjagt i naturen, handler det ikke kun om at få råvarer med hjem i køkkenet. Det er også en sanselig og meget tilfredsstillende oplevelse.

Den danske natur er et skatkammer af svampe, planter og andre lækkerier, og mange danskere nyder at gå på jagt efter råvarer i naturen.

En af dem er Jeppe Pilgaard, som er biolog og projektleder i Nationalpark Thy. Når han drager på svampejagt, mærker han den stigende interesse.

”Det bliver sværere og sværere at holde de gode svampesteder for sig selv, fordi flere har fået øjnene op for, hvor skønt det er at gå på madjagt,” fortæller han.

Sanserne skærpes

For Jeppe Pilgaard handler madjagten ikke udelukkende om at indsamle råvarer. Det handler derimod primært om oplevelsen.

”Man bruger naturen på en helt anden måde, end hvis man bare går en tur på de afmærkede stier. Når turen har et formål og et fokus, skærpes sanserne. Man hører fuglene, man dufter skoven, og det udløser noget i reptilhjernen,” siger han og fortsætter:

”Når man så endelig finder de kantareller, man har gået og ledt efter, er det meget tilfredsstillende. Man skal ikke regne med at kunne sammensætte et helt måltid af de planter og svampe, man samler, men det heller ikke så vigtigt. Oplevelsen er det vigtigste.”

På jagt om sommeren

I skrivende stund er sommeren lige begyndt, og svampejagten er for alvor gået ind. Kantareller og Karl Johan-svampe er blandt de mest populære blandt madjægerne. Efteråret er dog den helt store svampesæson.

Sommermånederne er til gengæld højsæson for hyldeblomster og senere hyldebær, som egner sig godt til saft. Rosenbladene fra hybenbuskene, som blomstrer lige nu, egner sig godt til pynt. Når sensommeren kommer, kan man finde bær – f.eks. brombær, hindbær, og havtorn.

Planter og urter er bedst i foråret, hvor skuddene er nye og friske, men der stadig masser af ramsløg, løgkarse og andre lækre urter at finde i skovbunden.

Pas på giftige svampe og planter

Før man begiver sig ud på madjagt, er det en god idé at lave lidt research på forhånd, så man ikke ender med en giftig bunke linjekonvaller i kurven i stedet for de tiltænkte ramsløg.

”Tommelfingerreglen er, at man ikke skal plukke eller spise noget, hvis man ikke er helt sikker på, hvad det er. Jeg opfordrer altid folk til at købe et godt opslagsværk, som de kan tage med på turen. Det er også bedre end forstyrrende mobiltelefoner,” siger Jeppe Pilgaard.

Der findes også en del guidede ture rundt omkring i landet, hvor man kan komme med en erfaren madjæger på jagt.

Boks:

Fakta om madjagt i naturen

At sanke

Det at samle madvarer i naturen kaldes også at sanke. I ordbogen defineres det som at ”oplede, -søge og samle (ved at plukke, pille, optage)”. Det er blevet en populær hobby blandt danskerne, formentlig hjulpet på vej af det nye nordiske køkken.

Svampejagt

Svampe er formentlig madjægernes mest yndede bytte. Der er spisesvampe i de danske skove året rundt, men højsæsonen er fra august til oktober.

Der findes omkring 6.000 svampearter i Danmark, og heraf er cirka 100 af dem spiselige. 40-50 af dem betegnes som gode spisesvampe, mens de resterende er mere neutrale i smagen.

Regler og etik

På privat areal skal man have lov af ejeren til at indsamle mad, men på offentlige arealer må man plukke og samle til eget forbrug.

Det blev vedtaget i 1241 med Jyske Lov. I loven stod der, at man måtte samle det, der kunne være i sin hat. Da det er de færreste, der går med hat i dag, tolkes loven sådan, at man må samle det, der kan være i en lille kurv eller pose.

En ting er, hvad der står i loven. Noget andet er etik. Og der er en uskreven regel om, at man lader noget være til den næste, der komme forbi. Kommer man eksempelvis til en bugnende brombærbusk, lader man mindst en tredjedel af bærrene hænge.


Next article