Home » Madinspiration » Morgenmaden sætter stemningen for dagen
Morgenmad

Morgenmaden sætter stemningen for dagen

lækker morgenmad
lækker morgenmad
Foto: Unsplash
avatar

Marie Steenberger

Ernæringsekspert

Er morgenmaden virkelig dagens vigtigste måltid? Både ja og nej, lyder det fra ernæringsekspert og forfatter Marie Steenberger. 

Morgenmaden er kroppens mulighed for at tanke op efter natten og lægge et godt energi-niveau for dagen. Men det er ikke lige meget, hvad man spiser.

“Morgenmaden er vigtig, fordi den giver os den energi, vi har brug for efter en hel nats søvn. Den kan også betyde, at vi holder os fra wienerbrødet og kan koncentrere os på arbejdet eller i skolen. Men frokost og aftensmad er selvfølgelig lige så vigtigt, for vi har brug for energi hele dagen,” siger hun.

Hurtig og langsom energi

Det er ikke helt lige meget, hvad man giver kroppen at arbejde med først på dagen. Der skal både energi og byggesten til.

“Kulhydrat er den primære kilde til hurtig energi. Jeg ved godt, at kulhydrater er udskældt i dag, men det er vigtigt at få noget, kroppen kan bruge rimeligt let,” siger hun.

Derudover skal man også have protein, som er en vigtig byggesten til muskler og knogler. Lidt fedt skal opfylde det mere langsigtede energidepot. Desuden kan nogle typer vitaminer kun optages, hvis man får fedt igennem maden.

Endelig bør morgenmaden indeholde nogle fibre, som både holder maven mæt og aktiv.

Hold det enkelt

Der behøver ikke være tale om den store gourmet morgenmad. Havregryn, ostemadder eller en gang skyr med musli og lidt banan er alt, hvad der skal til.

“Det vigtigste er sådan set, at du får noget, der kan holde dig mæt indtil frokost, så du ikke bliver fristet af kager og søde sager,” siger hun.

Derfor er hun ikke stor fan af de mange salt- og sukkerholdige morgenmadsprodukter.

“Det mætter simpelthen ikke nok, hvis man kun serverer det med mælk. Man bliver tit sulten igen allerede efter en halv time. Så hellere putte lidt af det oven på yoghurten sammen med musli eller havregryn,” siger hun.

Spis, når du er sulten

Nogle mennesker vågner med en glubende appetit. Andre kan slet ikke tænke på mad de første par timer. Uanset hvilken type man er, er det sundest at lytte til sin appetit, fortæller Marie Steenberger.

“Vores spisetider er meget skemalagt, og hvis man ikke er sulten, når man har tid til at spise, kan man ende med at gå sukkerkold. Derfor kan det være en god ide at spise bare en lille smule, selvom man ikke er sulten,” siger Marie Steenberger.

Men det bedste er at lytte til sin krop og følge den, hvis man kan. Også selvom man først er klar ved brunch-tid.

Mere stabil vægt

Ifølge Marie Steenberger viser et studie, hvorfor man bør følge sin egen sultfornemmelse. I studiet sammenlignede forskerne to forskellige grupper. Den ene gruppe skulle spise morgenmad på et bestemt tidspunkt, også selvom de ikke rigtig var sultne. Den anden gruppe skulle først spise, når de var sultne.

“Det viste sig, at den sidste gruppe havde en mere stabil vægt end dem, der tvang sig selv til at spise morgenmad. Til gengæld er det vigtigt, at man faktisk får noget mad, når man så bliver sulten,” siger Marie Steenberger.

Next article