Home » Madinspiration » Mormordesserter, der holder
Søde sager

Mormordesserter, der holder

De koldere årstider er over os, og det kalder på stearinlys, hygge, dyner i sofaen og film. Og hvad er mere hyggeligt end en nostalgisk mormordessert?

Mormors dessert er for mange af os ren nostalgi og minder om en svunden tid, hvor hygge altid var i højsædet. Selvom den tid måske er en saga blot, kan du stadig genskabe noget af nostalgien i køkkenet med en mormordessert. Men hvordan kan det være, mormordesserter stadig holder? Vi har vendt mikrofonen ud mod jer til en snak om hvilke desserter, der minder jer om gamle tider, og hvorfor I synes, mormordesserter er det nye sort.

 Sebastian Lillelund

Jeg elsker rødgrød med fløde. Det er inkarnationen af hygge for mig. Som barn kan jeg huske, hvordan jeg i løbet af sommeren holdt skarpt øje med og passede de rabarber og jordbær, der groede i min mormors have. Meget af det blev frosset ned, så min mormor kunne servere rødgrød hele året. Dét er nostalgi.

Denise Højland

Hindbærmousse er min absolut favorit dessert! Den tager mig tilbage til min barndom, hvor jeg plukkede friske, søde hindbær med min mormor i hendes have. Det er blevet en tradition, og i en alder af 27 år plukker min mormor og jeg stadig hindbær sammen hvert år. Min ældste datter på 2,5 år var med for første gang i år, og jeg synes det er så hyggeligt at føre traditionen videre. Mormors hjemmelavede hindbærmousse er altid serveret, når familien er samlet, og den har selvfølgelig været en del af begge mine pigers dåbskage.

Sascha Bønnelycke

Chokolademousse er uden tvivl min yndlingsdessert – og det har den været lige siden, jeg fik den hos min mormor, da jeg var barn. Chokolademousse er lækkert og luftigt, og så er det ikke for sødt. Jeg tilføjer næsten altid nogle friske bær til det, som smager rigtig godt til moussen. Det plejede min mormor også altid at gøre. Samtidig er chokolademousse nemt at lave, så jeg laver den næsten altid, når vi får gæster, da den også kan forberedes i god tid, f.eks. dagen før.

Claus Hartvig

For mig har citronfromage udviklet sig fra en livret til et grundstof, der burde få de første 100 pladser i det periodiske system. Siden jeg var barn, har jeg værdsat og væltet rundt i den luftige, cremede konsistens og den perfekte balance mellem det søde og det syrlige. Citronfromage er grunden til, at jeg lærte at håndtere husblas. Citronfromage har de sidste mange år, sammen med biksemad, været en fast bestanddel af min fødselsdagsmenu – også til runde fødselsdage, og at den ikke er kåret som Danmarks nationaldessert, anser jeg for en skandale på linje med Liverpools tab af Champions League titlen i år.

Next article