Home » Madinspiration » Nadia Mathiasen – Gør hverdagsmaden til dit frirum
Hverdagsmad

Nadia Mathiasen – Gør hverdagsmaden til dit frirum

en lækker ret lavet af Nadia Mathiasen
en lækker ret lavet af Nadia Mathiasen
Foto: Unsplash
avatar

Nadia Mathiasen

Madblogger og kogebogsforfatter

Tricks fra kokke-verdenen og en positiv indstilling til madlavningen er nogle af de fif, madblogger og kogebogsforfatter Nadia Mathiasen giver andre, når de vil gøre hverdagsmaden overskuelig.

Nadia Mathiasen, der står bag bloggen foodfanatic.dk, troede, hun skulle arbejde som journalist. Men lysten til sprede glæde gennem madlavning har sendt hende i en lidt anden retning.

Allerede i studietiden begyndte hun at blogge om madlavning og opskrifter. Hun kunne ikke lade være.

“Jeg talte konstant om mad, og det fik i ny og næ venner og bekendte til at vende det hvide ud af øjnene. Derfor startede jeg bloggen tilbage i 2007, fordi jeg på den måde kunne dele min passion og yndlingsopskrifter med andre, der også var interesserede i mad,” siger hun.

Job og fritid smeltede sammen

Bloggen førte til Nadia Mathiasens første job som journalist på madmagasinet smagogbehag. Men lysten til at selv at lave maden i stedet for at skrive om andres mad blev større, i takt med at læseskaren på bloggen voksede. I dag starter hendes faglighed i køkkenet, og ikke ved computeren.

“Jeg synes, det er meget hyggeligere at stå i et køkken end at sidde bag en computer, og tanken om at kunne gøre nogle mennesker lykkelige derude rundt om middagsbordene giver mig en enorm glæde. I dag lever jeg af at udvikle opskrifter både til bloggen, mine kogebøger, magasiner, aviser og senest også til måltidskasser,” fortæller hun.

Gode fif fra kokke-kolleger

Ofte tilbringer hun fritiden i køkkenet sammen med kæresten, Mark Lundgaard, der er køkkenchef på Michelin-restauranten Kong Hans Kælder. De kan udveksle viden og inspirere hinanden til at prøve nye madvarer og kombinationer af. Fra ham har hun også lært flere tricks.

“Kokke taler om at “bakke op”, når de hakker og snitter grøntsager, så det er klar til senere brug. Det kan være et godt tip til, hvis man vil have frisklavet, hurtig mad i hverdagen. Det sparer både tid og opvask. Hvis du eksempelvis ved, at du skal bruge løg igen i morgen, er det nemt lige at snitte lidt ekstra, nu du er i gang,” fortæller hun.

Spar tid

Hvis tiden er knap i en travl hverdag, så anbefaler hun også, at man gør det så let for sig selv som muligt. Det kan være ved at handle online eller lave en madplan og købe stort ind én gang om ugen.

”Og hvis man har en fryseegnet ret på menuen, så lav endelig ekstra til en dag, hvor der ikke rigtig er tid til at gå i køkkenet. Så slipper man for dyr og usund take away eller en sur og stressende tjans i køkkenet.”

Positiv tilgang til madlavningen

Nadia Mathiasens vigtigste tip til god hjemmelavet mad uden stress og jag handler dog ikke så meget om det praktiske, men mere om vores tilgang til madlavningen.

“Nogle synes måske, at det er en sur tjans at lave mad, men det er jo som med så meget andet et spørgsmål om indstilling. Prøv at gøre det hyggeligt for dig selv. Skænk dig et glas vin, sæt en god sang på, og gør madlavningen til et frirum. Det gør en stor forskel, hvordan man vælger at gå til det.”

Next article