Home » Madinspiration » Rosa Kildahl fra Den Store Bagedyst – Jeg kan lide at lege i et køkken
Søde sager

Rosa Kildahl fra Den Store Bagedyst – Jeg kan lide at lege i et køkken

Kager som Rosa Kildahl kunne havde lavet står på et bord
Kager som Rosa Kildahl kunne havde lavet står på et bord
Foto: Unsplash
avatar

Rosa Kildahl

Deltager i Den Store Bagedyst

Rosa Kildahl har ikke omdannet sit hjem til et halvt konditori, men her i efteråret elsker hun at bage en fin kage. Gerne i flere lag med flødeskum og frugtmousse. Altid kreeret af de bedste råvarer.

”Der er ingen ben i at bage en kage. Basalt skal der jo ikke ret mange ingredienser til for at kreere en god kage – nemlig mel, sukker, æg og måske smør. Derudover handler det om smagssammensætninger. Jo oftere du bager, desto bedre bliver du.”

Rosa Kildahl, 60, tog hele Danmark med storm, da hun indtog sin bageplads i TV-programmet  ”Den store bagedyst”. Men hun var bestemt ikke en garvet bager, da hun efter casting blev udvalgt som deltager.

”Faktisk var det mit barnebarn, der opfordrede mig til at skrive en ansøgning til programmets redaktion. Hun havde set mig pynte en kage med en stor marcipanrose og syntes, det var utrolig flot. Men min interesse for at bage begyndte reelt med sæson 1 i bagedysten.”

Rosa Kildahl er en travl forretningskvinde med eget firma, så der er ikke tale om dagligt at stå i køkkenet med mel på hænderne. Planen er ikke, at hjemmet skal omdannes til et halvt konditori. Og hun siger også nej til opgaver, der handler om at bage.

”Indimellem synes jeg, det er sjovt. Jeg kan lide at lege i et køkken, og min styrke ligger i, at jeg er god til at smage og god til at arbejde med mine hænder. Mit firma fejrer snart ti års jubilæum, og i den anledning får alle mine kunder en fin hjemmebagt kage.

Gode råvarer

Men bagedysten gjorde, at jeg blev bidt af at bage, og siden da er jeg blevet mere og mere kreativ. Som i programmet kopierer jeg ikke andres kager, men finder på noget nyt, når det drejer sig om smag og udseende. Og den slags kan man først eksperimentere med, når konsistensen sidder lige i skabet.”

Kager og lyst brød står ikke på menuen i det daglige.

”Så vil min mand og jeg blive alt for store. Men når der skal en kage eller et godt brød på bordet, er det altid hjemmebagt. Jeg har intet problem med at lave en kage i en fart. Det virker ikke længere skræmmende. Jeg ved, at jeg kan den metier. Jeg kan stort set lide alt, når det gælder kager, men har dog altid haft en forkærlighed for noget med flødeskum. Flødekager og ostekager står højt på listen.

Rosa Kildahl slapper af ved at bage, men er ikke typen, der går og hygger sig med det. Efteråret appellerer dog til en dag ved bagepladerne.

”Jeg er ikke en husmor, der bare smasker noget sammen. Jeg bager altid efter opskrifter – ofte med mousse i kagen, og her skal forholdet imellem ingredienserne være rigtigt. Så på den måde eksperimenterer jeg ikke – jeg er ikke den, der bare går og sysler i et køkken. Jeg elsker at lave kager i flere lag og flere konsistenser og altid med frugtindhold. Det kræver præcision. Og så bruger jeg altid gode råvarer – det er det halve arbejde.”

Next article