Home » Tips og Tricks » 4 tips til at spise mere fisk i hverdagen
Fisk 3 gange om ugen

4 tips til at spise mere fisk i hverdagen

tips til at spise mere fisk i hverdagen. Der ligger to laks som eksempel
tips til at spise mere fisk i hverdagen. Der ligger to laks som eksempel
Foto: Unsplash

Kan du leve op til anbefalingerne om 350 gram fisk om ugen? Det kan for mange være svært at få fisk implementeret som en fast del af ugens måltider, men det er ikke desto mindre en vigtig del af en sund og varieret kost.

Fisk er sundt, fordi det indeholder vigtige næringsstoffer som D-vitamin, jod, selen og sunde omega-3-fedtstoffer. Undersøgelser har vist, at personer, der spiser fisk flere gange om ugen, har mindre risiko for at få hjerte-kar-sygdomme sammenlignet med personer, der sjældent spiser fisk. Grunden er de såkaldte omega-3 fedtsyrer, som fisk indeholder, og som kroppen ikke selv kan producere, og derfor skal indtages via mad eller kosttilskud. Men det er ikke det eneste fisk er godt for. Du kan også spise dig klogere med fisk. Omega-3-fedtsyrene i fisken gavner nemlig i høj grad hjernens funktionalitet.

Ud af de anbefalede 350 gram fisk ugentligt, skal de 200 gram skal være fed fisk, som f.eks. laks, sild eller makrel, da det især er disse fisk, der indeholder de umættede fedtsyrer, som hjernen har brug for.

Vi har samlet fire tips, der kan gøre det nemmere for dig at få sneget mere fisk ind i hverdagen.

1. Al slags fisk tæller

Uanset om du spiser torskerogn, en dåse tun eller måske en færdigkøbt fiskefrikadelle til frokost, så tæller det med i regnskabet. Du behøver altså ikke at stå og stege fiskefileter og lave ovnbagt laks for at få fiskeregnskabet til at gå op.

2. Fisk behøver ikke at være dyrt

Ofte forbindes fisk med at være dyrt, men hvis du køber efter fisk, der er i sæson, er der penge at spare. Bud på fisk, som du kan købe i de forskellige årstider er:

Forår: Stenbiderrogn, sild, hornfisk, torskerogn, ørredrogn, blåmuslinger og østers.

Sommer: Makrel, sild, hornfisk, mørksej, kuller, rødspætte og kulmule.

Efterår: Torsk, lyssej, mørksej, skrubbe, sild, hornfisk, makrel, østers og søtunge.

Vinter: Torsk, lyssej, skrubbe, torskerogn, blåmuslinger og østers.

3. Det gør ingen forskel om fisken er frisk eller frossen

Om fisken er frisk eller frossen har ingen betydning ernæringsmæssigt. Fisken indeholder stadig de samme vitaminer og mineraler, når den er frossen, som når den er frisk. Så gør hverdagen nemmere og fyld din fryser op med fisk, som du let og hurtigt kan tø op og lave lækre retter med.

4. Fisk kan tilberedes på mange måder

Det bliver aldrig kedeligt at spise fisk, og ofte er det nemt at tilberede. Du kan både stege fisk på panden, putte den i ovnen eller lægge den på grillen. Hvis du vælger at lave fisken i ovnen, må du gerne komme den i en kold ovn, da den kun bliver bedre af at blive varmet langsomt op.

Next article