Home » Tips og Tricks » Sådan holder du dig hydreret i varmen
Dehydrering

Sådan holder du dig hydreret i varmen

avatar

Mette Theil

Formand for Fagligt selskab Af Kliniske Diætister i Kost og Ernæringsforbundet

Sommeren er højsæson for dehydrering, så sørg for at drikke mere væske, end du plejer.

De fleste kender nok tommelfingerreglen om, at man bør drikke mindst to liter vand om dagen. Den er imidlertid lidt misvisende, for vores behov for væske afhænger i høj grad af, hvor meget vi vejer.

Vil man være helt sikker på, at man får nok at drikke, skal man i stedet finde lommeregneren frem. Det forklarer Mette Theil, der er formand for Fagligt selskab Af Kliniske Diætister i Kost og Ernæringsforbundet.

”Vores væskebehov svarer til 35 milliliter per kilo kropsvægt per dag. Hvis man for eksempel vejer 80 kilo, skal man indtage 2,8 liter væske. På de varme sommerdage bør man dog runde op til 40 milliliter væske per kilo,” siger hun.

Symptomer på dehydrering

En del af den væske, vi har behov for, får vi gennem maden, men det er slet ikke nok, og derfor bør man være opmærksom på at få nok at drikke i løbet af dagen. Ellers risikerer man at blive dehydreret.

Sværhedsgraden af dehydrering inddeles i mild, moderat og alvorlig, alt efter hvor meget af kroppens væske, der mangler. Alvorlig dehydrering er livstruende, og der er eksempler på dødsfald forårsaget af dehydrering.

Nogle af de tidlige symptomer på dehydrering er tørst, mørk urin, hovedpine, tørhed i munden og træthed.

Man kan også teste, om man er dehydreret, ved at trække op i huden på håndryggen. Hvis huden bliver stående, kan det skyldes væskemangel.

Ældre er oftere i risikozonen

Alle kan blive dehydrerede, men især ældre bør være opmærksomme på symptomerne. Ældre er nemlig oftere i risikozonen, fordi reguleringen af tørst svækkes med alderen. Det er også oftest ældre, der ender på skadestuen med dehydrering.

Men unge skal også passe på, eksempelvis på festivaller, hvor solen bager og alkoholen flyder.

Især skal der også holdes øje med de små børn, særligt hvis de er syge med diarré og opkast.

Sådan ændrer du dine drikkevaner

Ifølge Mette Theil er det for mange danskere lidt af en anstrengelse at få væske nok. Det handler om vaner, siger hun.

”Hvis ikke man er vant til at drikke hyppigt i løbet af dagen, kan man hurtigt komme i væskeunderskud, men man kan gøre meget for at ændre vanerne,” siger Mette Theil.

”Man kan for eksempel købe en flot drikkedunk og tage den med på arbejde, eller man kan lave påmindelser i telefonen, så man bliver mindet om at drikke vand på forskellige tidspunkter.”

Er man træt af at drikke vand, kan man supplere med andre væsker. Kaffe og te tæller for eksempel også med i væskeregnskabet. Det er også forfriskende med is-kaffe og hjemmelavet is-the på de varme dage. En kold øl tæller med i væskeregnskabet, men desværre også i kalorieregnskabet.


Next article